Voldtægtsmand hyldet

Foråret 2009 bliver en 14-årig pige, Linnéa, voldtaget på et skoletoilet i den lille by Bjästa i Sverige. Gerningsmanden hedder Oskar og er 15 år. Oskar er en populær fyr, der ikke tidligere har lavet noget kriminelt. Linnéa melder overgrebet til politiet.

Oskar nægter til at starte med, men efter et par afhøringer erkender han, at han har voldtaget Linnéa. Han fortæller om overgrebet på samme måde, som Linnéa har gjort. Han beskriver, hvordan hun flere gange sagde, at han skulle stoppe, og at hun prøvede at komme fri, men at han satte sig på hendes arme for at holde hende fast. Oskar fortæller detaljer om voldtægten, som kun han og Linnéa har kendskab til. Desuden er der en retsmedicinsk undersøgelse, der støtter Linnéas forklaring, og vidner der har set, at hun har været oprevet lige efter voldtægten. Der er altså mange beviser, og Oskar bliver dømt for voldtægten. 

Samfundet hylder gerningsmanden
På skolen og i det lille bysamfund begynder der dog at florere rygter om, at Linnéa lyver, og at Oskar er uskyldig. Mange af Linnéas venner og skolekammerater vender sig mod hende. Heller ikke Linnéas bedste veninde støtter hende. Tværtimod siger hun til politiet, at hun tror, at Linnéa lyver. Veninden mener nemlig, at Oskar er en sød fyr, der aldrig ville voldtage nogen.

Oskar bliver efter dommen tvunget til at skifte til en anden skole. Så demonstrerer flere af eleverne på den gamle skole i protest. De vil, at Oskar skal komme tilbage, og mener, at det er Linnéas skyld, at han er blevet flyttet. Personale på skolen spørger Linnéa, om hun vil tage hjem, men de prøver ikke at stoppe demonstrationen.

Da Oskars gamle skole holder afslutningsceremoni før sommerferien i den lokale kirke, inviterer præsten Oskar til at deltage. I kirken deler Oskar blomster ud til sine tidligere klassekammerater. Imens klapper og hylder de andre elever ham. Linnéa tør ikke deltage i skoleafslutningen.

Linnéa bliver mobbet og får det dårligere og dårligere. Til sidst føler hun, at hun ikke kan blive boende i byen. Hun flytter væk fra sin familie til en anden by, hvor hun kan gå i skole uden at blive mobbet.

Voldtager igen
Aftenen efter skoleafslutningsceremonien i kirken er Oskar til fest. Her voldtager han endnu en pige, Jennifer, der er 17 år. Oskar nægter denne gang, men der er tekniske beviser og vidner, der støtter Jennifers forklaring. Oskar bliver igen dømt for voldtægt.

Selv om Oskar nu er dømt for to voldtægter, er der mange i den lille by, der stadig tror, at han er uskyldig.

Hadekampagne på facebook
Oskars mor og bror starter en net-kampagne, for at få Oskar frikendt. De bruger blandt andet facebook og blogs, hvor de skriver, at Oskar er uskyldig og anklager pigerne for at lyve. Facebook-gruppen får hurtigt tusinder af medlemmer. Også personer, der aldrig har mødt Linnéa, Oskar eller Jennifer – unge og voksne, der bor langt væk fra den lille by – melder sig ind i gruppen og skriver groft nedgørende og truende ting til Linnéa og Jennifer.

Vindene vender
Troen på Oskars uskyld er så stærk, at nogen tipser et par journalister om, at en dreng er blevet uskyldigt dømt for voldtægt. Journalisterne interviewer elever på skolen, præsten og andre indbyggere i byen samt læser alle domme og andet materiale, der vedrører sagen. De finder hurtigt ud af, at Oskar har begået de to voldtægter. Skandalen er ikke, at en dreng er blevet uskyldigt dømt, men at et helt samfund har mobbet to piger, der er blevet udsat for voldtægt.

Journalisterne laver et program om sagen, der bliver vist på svensk fjernsyn. Reaktionerne bliver kraftige, og facebookgruppen og de andre internetsider med krænkende omtale blev lukket. Desværre begynder nogle af dem, der er blevet vrede over behandlingen af pigerne, at true Oskar, hans mor og hans bror og at nedgøre dem på internettet. Også præsten og rektoren på skolen bliver udsat for mordtrusler. Hadekampagnen mod pigerne er blevet byttet ud med en hadekampagne mod krænkerne.
(Linnéa, Oskar og Jennifer hedder i virkeligheden noget andet)

Diskussionsspørgsmål:

  • Hvordan kan så mange støtte Oskar, også efter at han er blevet dømt?
  • Hvordan tror du, at Linnéa og Jennifer er blevet påvirket af, at omgivelserne ikke troede på dem?
  • Hvad ville du tro, hvis en fyr, der ser godt ud og ellers plejer at være sød, blev anklaget for voldtægt?
  • Hvorfor melder man sig ind i en facebook-gruppe, der støtter en dømt voldtægtsmand?
  • Kan man gøre noget for, at nettet ikke skal bruges til trusler og hadekampagner?
  • Prøv at sammenligne lokalsamfundenes stillingtagen til de to voldtægtsager om hhv. Conevski og Oskar. Hvorfor tror I de begge til at begynde med får opbakning fra mange?

Læs mere om sagen på svenske nyhedssider:
Linnea anmeldte voldtægt, drengen blev hyldet.
Den “anden” voldtægt.

Reklamer

One thought on “Voldtægtsmand hyldet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s